onsdag den 27. februar 2013

MED I KØKKENET


Her har min den mellemste kastet sig over æbledeleren. Det er faktisk ikke så let - man skal bruge mange kræfter samtidig med den skal sidde helt rigtigt på æblet. Men han klarede det hele selv. Jeg skulle lige tage mig selv i ikke at hente det hele til ham. Han huskede selv skærebræt og hentede så efterfølgende en skål til hver af drengene, så de kunne hygge sig med lidt frugt og slappe af efter en lang dag i børnehave/vuggestue.

Han var pavestolt over at have gjort det hele selv og jeg kunne bare blive siddende med min kaffe og slappe af. Wuhuu. Når man er vant til kun at have små børn, så er det noget af en omstilling, at give slip og lade dem gøre tingene selv. Det gælder selvfølgelig på alle områder, men køkkenet er bare så god en "sandkasse". Det er færdigheder de alle får brug for og de udvikler sig både motorisk, deres sanser, får større madmod! Ja, jeg kan kun anbefale, at få ungerne involveret i de huslige sysler.

Nu er vi så heldige at mad bliver højt prioriteret i vores institution. Der er madordning i børnehaven og ungerne får på skift lov til at være med i køkkenet. På bare to måneder kunne vi se en markant ændring i vores drenges madmod. Det vil sige, at de sjældnere rynkede på næsen af mad, men prøvede ofte at smage på nye ting. Ud over det, så er deres køkkenfærdigheder blevet væsentligt forbedret.

Så over det næste stykke tid vil jeg fokusere på at inddrage drengene mere i køkkentjansen og poste gode tips her på bloggen. God fornøjelse!

Kh Mia


lørdag den 16. februar 2013

INDFLYDELSE



Vi forældre har en enestående mulighed for at forme vores børn. Det gælder for så vidt på alle områder. Personligt bruger jeg meget tid på at tænke over, hvordan jeg mener, det er rigtigt at opdrage mine børn, og hvilken rollemodel jeg er for dem. Vi ved jo, at børn ofte ikke gør hvad vi siger, men gør det vi gør. De efteraber, og det kan jeg i allerhøjeste grad se, at mine tre drenge gør. Det kan godt være lidt træls, når den lille på 2½ står og skræpper: "Du må ikke dit og dat". Ubarmhjertigt får man den smidt lige tilbage i hovedet, men man kan jo ikke bebejdre knægten, han efteraber mig jo bare.

Efter en af de situationer, kan jeg rigtig reflektere over den indflydelse vi har som forældre. Vi må være som vi ønsker de skal være. Det kan være rigtig svært og nogle kameler må man sluge, imens man lige har brug for at arbejde på andre...inden man sluger dem.

Når vi snakker indflydelse og rollemodeller, så gælder der jo det helt samme for mad og motion. Vi er bare rollemodeller for vores børn, og indflydelsen er størst imens de er små, så det er bare om at komme i gang.

Tænk over, hvilket eksempel du selv er. Er der forskel på dig og din mand? Hvis du ikke selv spiser morgenmad, kommer dit barn så til det? Hvilke signaler sender du, når du spiser grønt, fisk, slik, kage?

Brug den indflydelse du har! Servér den sunde mad og vis at du nyder den. Tilbyd barnet af det hele og acceptér et nej. Men tag ikke fejl, hvis du holder fast og giver udtryk for, at det er ganske lækkert, så vil barnet på sigt kopiere dig. Så hvilke ændringer kunne du tænke dig at indføre i din familie-mad?

Skal fredagsslikken ledsages af noget frugt?

Skal sukkermorgenmaden byttes ud med havregryn og müsli? Måske skal I bare starte med halvt havregryn og halvt sukkermorgenmad?

Der er mange muligheder. Synes du det er jungle og ved du ikke hvor du skal begynde eller ende, så kan jeg bookes til en sundhedsrådgivning, hvor vi kigger på hvilke ændringer, der er relevante for lige netop jer. Se mere info på min facebookside Alt om børnekost eller skriv til mig på miabbbeck@facebook.com. Husk at "synes godt om" siden, så du kan følge med i det, der sker og få tips og opskrifter.

Kærlig hilsen

Mia




torsdag den 14. februar 2013

UD MED SUKKERET - IND MED VITAMINERNE

Så er jeg igen efter fredagsslikken... Til jer derude, som også forbinder hygge med mad, men som også synes det er træls med alle de tomme kalorier, er her et alternativ.

I form har nogle lækre POPCAKES på  deres side - man kan finde mange lækre opskrifter derinde, men hold lige øje med sukkerindhold og kaloriemængden. Nå men disse popcakes er en sundere version af den oprindelige popcake. De er nemlig lavet af nødder og tørret frugt med chokoladeovertræk. Det betyder, at de indeholder vitaminer, mineraler og sunde olier og dermed ikke er tomme kalorier. Der er selvfølgelig stadig frugtsukker og de små popcakes indeholder stadig flere kalorier end et stykke frisk frugt, men er dog en opgradering af det søde indslag. Lever man efter de 8 kostråd er der plads til 30 gram tørret frugt og 30 gram nødder om dagen. De indgår ikke som en del af de 6 om dagen, men er jo heller ikke tomme kalorier. De er energirige, så derfor skal man ikke spise for meget af det.

Lad børnene være med til at lave dem - det er lige så let som at lave de traditionelle havregrynskugler. Det er da fredagshygge!! For at komme til sagen, så er opskriften her:

Nougat dreams

10 stk.
10 pinde (træ eller plastic)
100 gram hasselnødder
100 gram dadler
1 spsk. smeltet kokosolie
½ tsk. vanilje

Overtræk
50 gram 70 pct. chokolade
Valgfri pynt (se infoboks)

  • Rist hasselnødderne i ovnen ved 180 grader i 10-15 min., og lad dem køle af.
  • Kør alle ingredienserne sammen i en foodprocessor, form dejen til 10 kugler, og sæt dem på hver sin pind.
  • Sæt dem i fryseren i mindst 2 timer, så de bliver hårde.
  • Dyp dem i smeltet chokolade og valgfri pynt, og lad chokoladen stivne. 
God fornøjelse og god weekend!

Kh Mia

PS se iøvrigt flere opskrifter og pyntetips på sundere popcakes på  http://iform.dk/kost/sunde-opskrifter/opskrift-paa-sundere-konfekt-popcakes-kager-paa-pind

onsdag den 13. februar 2013

MANDAGSMAD



Mandag + fastelavn= super trætte børn. Lidt for meget pep og forventninger/spænding kan tage pusten fra de fleste. Normalt ville jeg have lavet noget super nemt, men på trods af, at jeg var alene med ungerne. så kastede jeg mig ud i min egen version af Kvicklys kyllingebryst med serranoskinke. For at gøre den lidt mere børnevenlig havde jeg købt kyllinge inderfilet - de er bare mere mundrette til børn og bliver altså ikke så tørre fordi de kun skal have 4 minutter på hver side. Jeg rullede kyllingestykkerne med lidt basilikum og serranoskinke og stegte dem på panden. Dertil kogte jeg fuldkornspasta og stegte lidt fennikel, porre og rød peber. Som topping på det hele var der revet parnesan. 

Det smagte super godt - ungerne var mest vilde med pastaen. De spiser ikke så meget for tiden, og havde spist en masse peberfrugt imens jeg lavede mad. Den store spiste en enkelt kyllingerulle, fordi jeg fortalte, at det spiser man i Barcelona og man kyllingen hjælper til at opbygge musklerne. Den købte han og synes oven i købet det smagte godt. "Mor, det er fordi der er salt på, at det smager godt, ikke?". Det bekræfter jeg og fortæller, at det er serranoskinken, der er saltet og røget. "Adddrr, er den rådden???". Jeps, børn er jo sjove.

Grøntsagerne var jeg den eneste, der sprang ud i, men det var heller ikke så børnevenligt...

Bon appetit!

Kh Mia 

tirsdag den 12. februar 2013

FASTELAVN - ingen faste uden fest


I morges sendte jeg tre små drenge afsted til fastelavn i børnehaven...to gange Anakin Skywalker og en Jedi Plys. Sikke en stemning, der var fra før kl. 6 i morges! Så selv uden sukker er der dømt overgear. Jeg måtte sende dem afsted stort set uden morgenmad, fordi de var så spændte, at de ikke kunne spise... Det huede mig jo ikke rigtig, men tvangsfodring går jo heller ikke ;o)  Heldigvis er der god fokus på sundhed og sukker i vores børnehave, så jeg ved jo, at det ikke bliver en lang sukkerfest.

MEN fastelavn er bare forbundet med en lang række traditioner, der involverer sukker. Oprindelig var fastelavn optakten til fasten, så man kunne tillade sig, at fråse godt inden de 40 dages faste op til påske gik i gang. I dag er der mere end fest end faste, og det er desværre meget rammende for vores forhold til mad generelt i dag. Mange spiser for meget og generelt spiser vi for godt - altså for meget sukker og for meget fedt.

Når det så er sagt, så skal der også være plads til fest - og det er der heldigvis også, hvis vi ellers følger de 8 kostråd. Så jeg har fundet et sundt i usundt fastelavnsindslag. Fuldkorns fastelavnsboller fra en rigtig fin side - Vores Mad.

http://www.voresmad.dk/Opskrifter/Hele_kogebogen/F/Fuldkorns-fastelavnsboller.aspx


Hvis I skal slå katten af tønden, så er der på siden også et par tips til tøndefyld:

Små rosinpakker
Klemmentiner, appelsiner og mandariner
Frugtstænger
Popcorn pakket ind i servietter og bundet med en lakridssnørre.

Jeg synes det er dejligt, at der langsomt kommer flere og flere sundere idéer til  diverse fejringer. De små poder kan ikke tåle for meget sukker eller for mange tomme kalorier, så bliver de enten overvægtige eller kommer til at mangle vitaminer og mineraler. Se iøvrigt mit blog-indlæg om TOMME KALORIER.

Rigtig god fastelavns mandag til alle!

Kh Mia

onsdag den 30. januar 2013

GODT NYTÅR

 

Så lykkedes det også for undertegnede at komme helt ind i det nye år. Det har været en travl tid med køkkenbygning og sygdom, men nu går det hele mod lysere tider - på alle måder.

Så nu nyder vi at sneen smelter og dagene bliver lysere og længere og forhåbentlig også varmere, og mon ikke der kommer et nyt sundhedsindspark herfra en af dagen...

Er der noget, I gerne vil høre om, så send mig en besked.

Kh Mia