tirsdag den 24. februar 2015

NYE RÅD OM MAD TIL SPÆDBØRN



Sundhedsstyrelsen har udsendt nye kostråd om mad til spædbørn. Der er følgende ændringer man som forældre skal tage højde for:


MÆLK: Sundhedstyrelsen anbefaler, at børn ikke får komælk, men modermælk eller modermælkserstatning hele det første leveår. Årsagen er, at komælk indeholder for meget protein og for lidt jern. For meget protein i spædbørnsalderen har betydning for udvikling af overvægt senere i livet.

I praksis kan komælk introduceres i maden fra 9 måneders alderen - maks 100 ml / 1 dl pr døgn. Først når barnet er 1 år introduceres det som drikkemælk - letmælk. Mængden bør da ligge fra 3,5 dl til maks ½ liter.

JERNTILSKUD: Børn født til tiden skal IKKE have jerntilskud mere, men have en jernholdig kost. Det vil sige, at kosten skal indeholde kød og fisk. For tidligt fødte børn skal stadig have jerntilskud.

FISK: Børn under tre år må ikke få store rovfisk, som fx tun. Det gælder også dåsetun, da der er risiko for at få for meget kviksølv.

GLUTEN: Gluten kan introduceres sammen med ikke-glutenholdige produkter allerede fra 4-6 måneders alderen under hensyntagen til anbefalinger om variation i kosten. 

Vil man vide mere, skriver jeg gerne om det og man kan selv læse mere i publikationen, som man kan finde på nedenstående link:


Kh Mia :-)


tirsdag den 10. februar 2015

DAGENS OMEGA 3 - TORSKEROGN



Ja det er jo ikke den vilde opskrift jeg bringer her, men jeg vil nu alligevel dele min begejstring med jer, og med det samme sige, at dette IKKE er en annonce, men blot min begejstring, der gør, at jeg fremhæver dette produkt...

Nogen, der har prøvet at skære sig på en dåse? Eller synes det er virkeligt besværligt med den lille nøgle, der låser dåsetorskerognen op? For ikke at tale om at få torskerognen pænt ud, så det er muligt at skære pæne skiver af det? Hvis det samme er tilfældet for jer, så vil I nok være lige så begejstret som jeg er :-).

Jeg har købt ovenstående torskerogn i Aldi...det er plastik emballage, en folie, der er virkelig let at tage af og så kan man sætte det blå låg på igen, hvis ikke man kan spise det hele på en gang! Den er så let at have med at gøre, at den faktisk er børnevenlig :-)....og så lugter den ikke overdrevet af dåsefisk :-).


Hvorfor skal man så spise torskerogn? De officielle kostråd, der for nylig blev opdateret, siger, at vi skal spise mere fisk - og hvad betyder det?

Risikoen for hjerte-karsygdomme mindre, når man spiser fisk, og fisk indeholder blandt andet fiskeolie, jod, selen og D-vitamin, som vi har brug for, og har svært ved at få i andre fødevarer.

Ialt skal vi have 350 g fisk om ugen - heraf 200 g fed fisk som sild, makrel og laks.

Torskerogn er særligt rig på jod D-, E- og B12-vitamin og selvfølgelig omega 3 fedtsyrer


Gravide, ammende og børn mellem 3 og 14 år bør ikke spise store mængder rovfisk og begrænsede mængder dåsetun, da det kan indeholde store mængder kviksølv. Så spis maks en dåse tun om ugen - det gælder i øvrigt også, hvis du arbejder på at blive gravid :-).

Børn under 3 år bør ikke spise rovfisk eller tun på dåse.

Da de fleste unger er vilde med torskerogn, så er det jo en af de rigtig gode muligheder for at få ALT det sunde fra fisken og komme hen imod de 350 g fisk per uge. Hvis ikke lige man synes det er lækkert madpakke-indhold, så er her lige et par gode idéer til, at få det ind i hverdagen:


  • Spis rugbrød til aftensmaden og servér torskerogn og andre dåsefisk.
  • Giv et godt stykke brød med torskerogn om eftermiddagen, det mætter godt, og når ungerne er mætte, så er ulvetimen ikke helt så streng.
  • Brug det som pålæg i weekenden, når den ikke står på madpakker.
  • Torskerogn fungerer virkelig godt i babys grøntsagsmos.

Velbekomme!!

Kh Mia :-)

 

mandag den 2. februar 2015

MERE AF DET GRØNNE - BROCCOLI


UNGERNE ELSKER GRØNTSAGER...ja i hvert fald tomater, agurker, gulerødder, ærter osv, men nogle grøntsager er altså ikke så ligetil at få dem til at spise. Broccoli er en af dem. Jeg elsker broccoli, så det kunne jo være dejligt, hvis poderne var lige så begejstrede for denne sunde grøntsag som jeg. 

På billedet er der en super lækker broccolisuppe med kylling - og det var på en af de gode dage...den blev spist af ALLE unger! Wuhu, hvilken succes. Den grønne farve var jo virkelig et hit, det var løgene imellem kylling og broccolistokken så ikke, men pyt...


Her er opskriften - en fri fortolkning af en opskrift fra Iform:

BROCCOLISUPPE MED KYLLING

4 personer

3 stk. broccoli
Vand, der dækker broccolierne
1-2 tsk salt

4 kyllingefileter
1 løg
Bouillonterning
Salt, peber
Olie 

Skær buketterne af broccolistokken, kom dem i en gryde med bouillonterningen lige nøjagtig dækket med letsaltet vand. Kog dem i 3-4 minutter. Hæld vandet fra og gem det. Blend broccolibuketterne med halvdelen af kogevandet. Tilsæt mere vand indtil du har fået den ønskede konsistens. Smag til med salt.

Stokken skæres i tern ligesom kyllingerne og løget og steges på en pande. Smag til med salt og peber. 

Servér suppen med dejligt groft brød. 

Den er super let og velsmagende, men brødet skal være groft og godt ellers kan det være svært at blive mæt. Næste gang vil jeg bruge en rest kogte kartofler, som jeg steger med sammen med kyllingen, det vil give bedre mæthed.

Velbekomme - jeg håber I har lige så god held med suppen som jeg havde.

Kh Mia 

P.S. lillepigen på 8 måneder var iøvrigt også vældig begejstret for suppen :-)