Lige fra vores børn bliver født er vi opmærksomme på, at de får nok at spise og at det er sundt for dem, det de spiser. Det optager os rigtig meget, så når et barn begynder at blive mere skeptisk overfor mad - måske også mad, som barnet normalt elsker, så reagerer vi på det. Men i bund og grund er det meget normalt, at børn bliver kræsne når de når 1-2 års alderen. Der er mange årsager til den pludselige madskepsis, men det, der er vigtigt, er hvordan vi som forældre håndterer det.
Jeg kan ikke huske præcis hvornår vores den ældste begyndte at være kræsen, men han nåede også at blive storebror to gange før han fyldte tre år, så det var en hektisk tid. Det jeg husker mest var følelsen af magtesløshed og frustration. Det var (og er) meget vigtigt for mig, at mine børn spiser sundt og får nogle gode vaner for fremtiden. Så jeg gjorde meget ud af, at lave god sund mad de fleste dage, men det hjælper jo ikke noget, hvis det ikke bliver spist... Det drejede sig meget om, at han ikke ville have sovs - hvilket var fint for mig, så ville han ikke spise kød, maden måtte ikke røre ved hinanden og sammenkogte retter var bandlyst. Så var der kun rå grøntsager og pasta/kartofler/ris/pølser - og selvfølgelig ketchup tilbage.
Det blev rigtig træls at spise aftensmad. De andre måltider gik det fint med. Han spiste også virkelig godt i dagplejen, så jeg vidste, at han fik nogle gode måltider. Alligevel spidsede det meget til og vi vekslede imellem at skælde ud og bestikke for at få ham til at spise. Det virkede selvfølgelig helt modsat. I lang tid var vores aftensmåltider et nødvendigt onde, hvilket var virkelig svært, da mad spiller en vigtig rolle i vores families liv (min mand er uddannet kok).
Hvordan løste vi det så? Det var egentlig ikke fordi vi anlagde en bestemt strategi, men vi begyndte at slappe mere af i det. Der skete heller ikke en ændring fra den ene dag til den anden, men i dag (han er 5 år) spiser han nogenlunde normalt, og har ikke helt den samme frygt for at smage nye ting. Det sidste tillægger jeg dog mere, at han de seneste måneder har været i en børnehave med en helt fantastisk madordning. Men nu lister jeg nogle gode råd, som kan gøre livet lettere (også for det kræsne barn):
Det er vigtigt, at bevare den gode stemning og selvom du bestemmer, hvad der skal på bordet, så tænk over, at der er en eller to ting (fx pasta og mælk), som du ved barnet normalt spiser. Desuden skal vi huske, at det ofte er små børn vi har med at gøre...hvis dit barn siger: "Det kan jeg ikke li'" til de frikadeller I også fik i går, så betyder det nok nærmere: "Jeg har ikke lyst til frikadeller i dag". Desuden har undersøgelser vist, at hvis vi smager på noget 10-20 gange, så kan vi lære at holde af smagen.
Giv ikke op derude. Det kan tage tid, men I skal nok komme igennem!
Kh Mia
P.S. Synes du dit barn spiser meget ensidig, så er det en god idé at søge rådgivning hos en kostfaglig person.
Jeg kan ikke huske præcis hvornår vores den ældste begyndte at være kræsen, men han nåede også at blive storebror to gange før han fyldte tre år, så det var en hektisk tid. Det jeg husker mest var følelsen af magtesløshed og frustration. Det var (og er) meget vigtigt for mig, at mine børn spiser sundt og får nogle gode vaner for fremtiden. Så jeg gjorde meget ud af, at lave god sund mad de fleste dage, men det hjælper jo ikke noget, hvis det ikke bliver spist... Det drejede sig meget om, at han ikke ville have sovs - hvilket var fint for mig, så ville han ikke spise kød, maden måtte ikke røre ved hinanden og sammenkogte retter var bandlyst. Så var der kun rå grøntsager og pasta/kartofler/ris/pølser - og selvfølgelig ketchup tilbage.
Det blev rigtig træls at spise aftensmad. De andre måltider gik det fint med. Han spiste også virkelig godt i dagplejen, så jeg vidste, at han fik nogle gode måltider. Alligevel spidsede det meget til og vi vekslede imellem at skælde ud og bestikke for at få ham til at spise. Det virkede selvfølgelig helt modsat. I lang tid var vores aftensmåltider et nødvendigt onde, hvilket var virkelig svært, da mad spiller en vigtig rolle i vores families liv (min mand er uddannet kok).
Hvordan løste vi det så? Det var egentlig ikke fordi vi anlagde en bestemt strategi, men vi begyndte at slappe mere af i det. Der skete heller ikke en ændring fra den ene dag til den anden, men i dag (han er 5 år) spiser han nogenlunde normalt, og har ikke helt den samme frygt for at smage nye ting. Det sidste tillægger jeg dog mere, at han de seneste måneder har været i en børnehave med en helt fantastisk madordning. Men nu lister jeg nogle gode råd, som kan gøre livet lettere (også for det kræsne barn):
- Stop snacking (søde mellemmåltider kan ødelægge appetitten)
- Vi bestemmer hvad der skal spises (sundt og varieret)
- Vi bestemmer hvornår (faste spisetider)
- Barnet bestemmer om det vil spise og hvor meget
- Brug kræfterne på at lave sund og varieret mad
- Flyt opmærksomheden fra om det kræsne barn spiser eller ej
- Opfordre barnet til at smage, men pres ikke
- Hvis du spiser XX, så får du YY - det dur ikke
- Inddragelse - lad barnet hjælpe til med at lave mad (skrælle gulerødder er også fint)
Det er vigtigt, at bevare den gode stemning og selvom du bestemmer, hvad der skal på bordet, så tænk over, at der er en eller to ting (fx pasta og mælk), som du ved barnet normalt spiser. Desuden skal vi huske, at det ofte er små børn vi har med at gøre...hvis dit barn siger: "Det kan jeg ikke li'" til de frikadeller I også fik i går, så betyder det nok nærmere: "Jeg har ikke lyst til frikadeller i dag". Desuden har undersøgelser vist, at hvis vi smager på noget 10-20 gange, så kan vi lære at holde af smagen.
Giv ikke op derude. Det kan tage tid, men I skal nok komme igennem!
Kh Mia
P.S. Synes du dit barn spiser meget ensidig, så er det en god idé at søge rådgivning hos en kostfaglig person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar