tirsdag den 23. oktober 2012

GRØN SAMVITTIGHED

"Af grøntsager får man vitaminer og mineraler og dårlig samvittighed" (Ekström 1991)


En undersøgelse viser, at kvinder rigtig gerne vil give deres familie mere fisk og flere grøntsager, men gør det ikke for at undgå konflikter ved spisebordet!

Konflikten imellem at ville give sin familie den sunde ernæringsrigtige mad og bevare den gode stemning. Hvad går man efter? Er der en gylden middelvej eller må man vælge?

Hjemme hos os skinner min erhvervsskade selvfølgelig igennem, og jeg vælger ikke sund mad fra for at bevare den gode stemning. I går fik vi rosenkål og i dag broccoli. Jeg kan ikke prale med, at alle spiste af det hele, men det var på bordet og drengene blev budt af det. I går spiste den ældste rosenkål med vellyst, men ikke broccoli i dag. Den mellemste spiser det meste og den mindste spiste broccoli i dag, men ikke rosenkål i går. Det er vigtigt, at tilbyde børnene af al den mad, der er på bordet og opfordre dem til at smage. Opfordre - ikke presse!

Vores job som gode forældre er at byde vores børn det bedste - sunde varierede måltider. Så er det op til børnene at vælge hvor meget og om de vil spise det. Sørg dog altid for at have en eller to slags mad, du ved ungerne kan lide. Vis, at du selv nyder maden og fortæl gerne, at det er sundt og hvad det gør for kroppen. Det er vigtig at give vores børn evnen til at træffe sunde valg.

Som jeg ser det, så kan man få både og. Det sunde mad og den gode stemning. Hvis vi serverer sunde varierede måltider, men ikke blander os ret meget i hvad der egentlig kommer i munden, så vil ungerne med tiden spise sundt og varieret. For det første er vi deres rollemodeller. For det andet, så vænner man sig til smagen af den sunde mad, så man til sidst synes det smager godt. Det kræver tålmodighed, men er det hele værd.

Mine drenge startede i august i en institution med en fantastisk madordning. Allerede efter 1½ måned havde de større madmod! Men det er en helt anden historie. Det giver mening at blive ved med at servere broccoli - også selvom der bliver rynket på næsten. Det tager nemlig 10-20 gange, hvor man smager på noget, før man kan lide smagen af det. (Med mindre det er fedt eller sukker, som er de to smagstyper, vi har en født præference for...). Så servér den sunde mad og behold den gode samvittighed!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar