mandag den 15. oktober 2012

Det bedste til poderne

Ja, vi ønsker jo alle bare det bedste for vores børn. Det starter allerede før barnet er undfanget ved at spise vitaminer, så baby får den bedste start. Imens vi er gravide - måske ikke lige de første måneder med kvalme og opkast- men ellers forsøger vi at leve sundt. Undgår hårfarve, makeup, parabener, parfume og alt det andet. Det samme gør vi med amning og overgangskost. Baby skal have det bedste af det bedste. De intentioner skal vi forsøge at holde fast i - også selvom baby bliver stor og får egne meninger.

Mange børn oplever en periode, hvor de er kræsne eller madskeptiske, men det skal ikke hindre os forældre i at tilbyde vores børn det bedste af det bedste.

Forældres opgave er at servere en sund og varieret kost - uanset om det falder i barnets smag eller ej. Hvis bare vi sørger for at servere en eller to ting (fx ris, brød, mælk) som vi ved barnet kan lide, og som indgår i en sund kost, så er det op til barnet at vælge hvad og hvor meget.

Min blog kommer til at handle om sund mad til børn/familier, anbefalinger, kræsenhed, sundhed og madnydelse...fordi børn fortjener det bedste!




Ingen kommentarer:

Send en kommentar